Grøn Agenda Sydhavn præsenterer hermed forslag til Naturplan for Sydhavnstippen 2019 (pdf). Forslaget er tænkt som inspiration til en afløser for den fungerende Plejeplan for Sydhavnstippen 2012-2022, som ligger til grund for naturplejen i dag.
Forslaget tager afsæt i den eksisterende plans grundlæggende elementer, metoder og målsætninger, men ser længere frem i tid og er udformet som en tretrins-plan henimod en “rig og selvforvaltende overdrevsnatur” på Sydhavnstippen.
Som en nyskabelse foreslås det i planen (trin 3), at de to tværgående hegn midt på Tippen fjernes, når fårene med højt græsningstryk engang har udryddet de invasive planter i nordfolden, således at Sydhavnstippen bliver ét samlet naturområde med samgræsning med kvæg, får, alpakaer og geder.
Vi vil meget gerne høre fra jer læsere, hvis I har kommentarer til planen. Kommentarer kan sendes til gronagendasydhavn@gmail.com eller nina.svane@gmail.com.