Læs Grøn Agenda Sydhavns årsberetning 2019. For første gang i tyve år har vi i et helt år ikke lavet naturpleje på Sydhavnstippen. Vi ville bestemt gerne have fortsat arbejdet, men partnerskabet Tippen Syder har villet det anderledes.
Imellem 2000 og 2018 mobiliserede vi langt over hundrede frivillige til naturpleje og affaldsindsamling på Tippen. I 2011 fik vi høslæt-projektet “Sommerfuglengen” skrevet ind i Plejeplan for Sydhavnstippen 2012-2022 (se menuen til højre) og i foråret 2015 begyndte vi arbejdet efter aftale med partnerskabet. Siden 2018 har høslæt været indstillet i Sommerfugleengen, mens partnerskabet træffer beslutning om hvordan den fremtidige pleje skal udføres. Høslæt-arealerne er derfor desværre groet til igen.
Høslæt har til formål at gøre arealer lysåbne og fjerne næringsbelastningen, for derved på lang sigt fremme mangfoldigheden af blomstrende urter og insekter. Afgræsning med kvæg har den samme effekt (se vores Naturplan for Sydhavnstippen i menuen til højre), men høslæt er en langt hurtigere metode. Kvæg har dog andre fordele for biodiversiteten.