Der går nogle få alpakaer rundt sammen med fårene på Sydhavnstippen. Om sommeren (april-september) går dyrene i nordfolden, og om vinteren går de i sydfolden. Foreningen Børnenes Dyremark er ansvarlig for både alpakaer og får, og grundejeren By & Havn giver et årligt økonomisk tilskud til fåreholdet.
Alpakaen er et domesticeret (tæmmet) sydamerikansk pattedyr i familien Camelidae, som også tæller lamaer og kameler. I modsætning til lamaen blev alpakaen ikke avlet som pakdyr, men derimod for dens fine uld som bruges til tøj og tæpper. Alpakaer er på samme tid nysgerrige og distancerede. Møder man dem på stierne på Sydhavnstippen er det ikke sikkert at de gider flytte sig … så må man jo gå uden om.
Alpakaer er nært beslægtet med den vildtlevende vikunja som der idag lever omkring 350.000 af i Andelsbjergene i sydamerika. Henved 87% af verdens alpakaer findes i Peru, hvor de året rundt græsser i 3.500-5.000 meters højde i bjergene. Alpakaen har været et vigtigt husdyr i mere end 4.000 år, især for inka-indianerne som i perioder udnyttede både pelsen, mælken, kødet og somme tider også ekskrementerne, som blev tørret og brugt som brændsel. Indianerne lader alpakaerne græsse frit i dagtimerne og driver dem ind i folde om natten.
Når alpakaen er gal eller føler sig truet af fx hunde lægger den ørerne tilbage og kan finde på at spytte. Spyttet består af tygget maveindhold, som den sender ud gennem næse og mund, og det skulle svie ganske rædsomt hvis øjnene bliver ramt. Den kan til orientering ramme ret præcist indenfor omkring 10 meter.
Alpakaen er en drøvtygger ligesom koen, men koen har fire maver mens alpakaen kun har tre. Ligesom de vildtlevende vikunjaer lever alpakaer i flokke med et hierarki. Flokken ledes af en dominerende han. Hannerne kæmper om retten til at lede flokkene og de har specielt udviklede kamptænder som kan blive over tre cm lange. Inden en parring kan en han på en ganske voldsom måde prøve at dominere hunnen. Han tvinger hende således til at lægge sig ned ved at bide hende i benene og kaste sig ovenpå hendes ryg og hals, hvorefter de parrer sig liggende.
Eftersom dyrene ikke har sin oprindelse i Danmark, er hverken klima, jordforhold eller vegetation optimalt. På grund af de mange tusinde års fangenskab i menneskets tjeneste kan alpakaer ikke regulere varmen uden at blive klippet. Hvert år inden højsommeren skal dyrene derfor klippes, da de ellers kan dø af varmestress.
I gennemsnit lever alpakaer 15-20 år, men aldersrekorden er 27 år. I Danmark er der omkring 300 alpakaer, mens der globalt er omkring 4 millioner.