Er der krabber i Lorterenden?

I det kvarte århundrede jeg er kommet jævnligt langs Sydhavnstippens kyster har jeg aldrig set en krabbe. Indtil for to uger siden. Da overværede jeg en måge fange og æde en krabbe i nordenden af Enghave Kanal, også kaldet “Lorterenden”. På billedet kan man ane krabbens klo mellem stenene. Det nederste billede viser krabbens tilstand efter mødet med mågen. Det viste sig at være en Almindelig strandkrabbe, som er hjemmehørende og almindelig langs de danske kyster. Om observationen indikerer at der er en bestand af krabber og at der er sket en bedring af naturtilstanden i vandet rundt om Tippen, vil jeg ikke gøre mig klog på.

Almindelig strandkrabbe er meget tolerant overfor ændringer i saltholdighed (4 – 52 ‰) og temperatur (0 – 30 °C). Den er et rovdyr og er nærmest altædende, men når den selv skal fange sit bytte, graver den sig ned i sandet og venter på at der kommer noget forbi, alt lige fra vandmænd til fladfisk. Den er mest aktiv om natten. Om vinteren søger den gerne ud på dybere vand. Nordenden af Enghave Kanal er isfrit pga. udløbet, selv når resten af kanalen er frosset til. Det vidste strandkrabben måske!?

Krabben har ligesom andre krebsdyr deres skelet siddende udenpå kroppen, og når de er vokset må de kravle ud af deres skal (dvs. skelet) og huden inden under vil derefter hærde til et nyt skelet. Krabberne kan regenerere deres lemmer, så hvis de fx mister et ben, gror der et nyt ud igen. Ganske smart. Den ånder med gæller og bruger bl.a. sine klosakse til at åbne muslinger med.

Krabberne bliver kønsmodne når de er to-tre år gamle. Hannen finder en hun der for nyligt har smidt sin skal, griber fat om hende og befrugter hendes æg. Derefter vandrer hunnen ud til lidt dybere vand mens æggene udvikles. De klækkede larver svømmer tættere op til overfladen, hvorefter de søger ned igen og påbegynder det sidste udviklingsstadie. Senere trækker de små krabber tilbage til lavere vand hvor de vokser og skifte skal flere gange. 

Andre steder er Almindelig strandkrabbe invasiv eksempelvis i Australien, New Zealand, Nord- og Sydamerika, samt dele af Afrika.

Sådan så strandkrabben ud efter at mågen var færdig med sit måltid. Foto: Claus Andersen, dec. 2022.
Scroll to Top